DSB flytter rundt på medarbejderne

Frem mod år 2020 skal togpersonalet i DSB samles. Det går ud over Esbjerg og Tinglev, hvor personalet bliver flyttet. Til gengæld får Fredericia flere ansatte.

Der er store ændringer på vej hos DSB, der i de kommende år flytter rundt på personalet. Det går ud over togførere i blandt andet Esbjerg og Tinglev.

I de to byer ligger der i dag tjenestesteder for de ansatte, men over de næste tre år reducerer DSB antallet af tjenestesteder. 

I Esbjerg nedlægges 20 stillinger og i Tinglev nedlægges otte stillinger, men de berørte medarbejdere får alle tilbudt et andet job i DSB. Eksempelvis flytter DSB 62 job til Fredericia – dermed stiger antallet af fuldtidsstillinger blandt togpersonalet fra 78 til 140.

Dog er der ingen garanti for at de nye job, der bliver tilbudt, er i nærheden af de ansattes bopæl. 

Lokomotivførerne, som er den personalekategori, der kører togene, er ikke omfattet af ændringerne.