TV der bevæger dig

Dyrenes Beskyttelse anbefaler Gråsten Fjerkræ

Fremadrettet er kyllinger og kalkuner fra Gråsten Fjerkræ mærket med "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse", når de ligger i supermarkedernes kummefrysere. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Gråsten Fjerkræ A/S har satset benhårdt på at forbedre dyrevelfærd og kvalitet. Nu får de anerkendelse fra Dyrenes Beskyttelse.

Gennem de senere år har Gråsten Fjerkræ A/S målrettet investeret i løsninger, der har sikret en bedre dyrevelfærd og kvalitet hos deres økologiske kyllinger og kalkuner. 

Investeringerne viser sig nu at have fået succes, idet Gråsten Fjerkræ A/S har fået tilladelse til at mærke de slagtede dyrs emballage med mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".

Dyrenes Beskyttelse har gennemført inspektionsbesøg hos tyske producenter i Schwerin-området i Mecklenburg-Vorpommern, hvor Gråsten Fjerkræ opdrætter sine økologiske kyllinger og kalkuner. 

Læs også Risiko for fugleinfluenza: Gråsten Fjerkræ slagter alt

-Her har vi konstateret, at dyrene opdrættes med god dyrevelfærd og bl.a. går en stor del af livet frit på store græsmarker. Den ekstra plads og dyrenes mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd har stor betydning for dyrevelfærden, siger direktør Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse. 

Hos Gråsten Fjerkræ A/S er man glade for anerkendelsen, men det stopper ikke her.

-Nu går vi all out og sætter overliggeren højere. Vi siger nej til dyretransport. Slagtningen bør som udgangspunkt ske, hvor dyrene er opvokset. Unødig transport stresser nemlig dyrene og giver dårlig kvalitet, og endelig er transporten CO2 belastende, siger bestyrelsesformand Gunder P. Jensen, Gråsten Fjerkræ A/S i en pressemeddelelse. 

Alle vores dyr skal ud i det fri og fritages for transport. 

Gunder P. Jensen, bestyrelsesformand, Gråsten Fjerkræ

I 2017 har virksomheden mål at alle dyr – kyllinger, kalkuner, ænder og gæs – skal være fritgående og økologiske.

-Alle vores dyr skal ud i det fri og fritages for transport. Vi er klar til at foretage de store investeringer, det er at have de store overdækkede vinterhaver, som myndighederne kan pålægge os, hvis de skønner, at dyrene skal gå under tag af hensyn til eksempelvis fugleinfluenza, siger Gunder P. Jensen i en pressemeddelelse. 

Tip os Har du et godt tip?