Ekspert i tabu-emne

Stomi-sygeplejerske Kirsten Bach er én af Europas førende sygeplejersker på sit felt.

Det lugter af afføring, og det er ikke noget, mange kan lide at tale om.

Men Kirsten Bach har set det som sin mission at give
stomipatienter et godt liv med stomiposen.

- Næsten alle kender nogen der har stomi, og man møder både fordomme, men også at - nåh ja - de klarer det jo godt nok, siger Kirsten Bach fra sit kontor på Regionshospitalet i Horsens.

Omkring 11.000 danskere bruger stomi pose, og mange af dem har fået hjælp til at tackle livet med posen på siden af maven

- Mit job og min mission det er altså at være på gulvet med patienterne. Det er det helt klart, siger Kirsten Bach, der har arbejdet med stomipatienter i 40 år.