Ekspert: Ingen juridiske konsekvenser for Holst

Selv om Carl Holst får massiv kritik i den redegørelse, regionrådet i Region Syddanmark onsdag vedtog, får det ifølge en ekspert ingen strafferetlige konsekvenser for ham.

Region Syddanmark lagde i dag deres kulegravning af sagen frem på et åbent møde. Redegørelsen, der nu er afleveret til Statsforvaltningen, afslører, at Christian Ingemann i stor stil lavede valgkampsarbejde for Carl Holst, selv om Ingemann var ansat til noget helt andet - og lønnet af regionen.

Men Roger Buch, der er forskningschef i kommunalpolitik på Danmarks Journalisthøjskole, siger onsdag aften til TV SYD, at det er højst usandsynligt, at redegørelsen får juridiske konsekvenser for Carl Holst.

- Statsforvaltningen plejer at være meget afdæmpet i sine afgørelser, og det hører også til sjældenhederne, at der bliver foretaget egentligt afhøringer. Og det kræves der nok i denne sag, for at der kan komme en meget klar afgørelse imod Carl Holst, siger Roger Buch.

I redegørelsen står der, at meget af Ingemanns tid gik med at være personlig assistent for Carl Holst - mange af Ingemanns mails havde karakter af valgkamp. På dagens møde kom det også frem, at Ingemann blev forsøgt ansat uden om den officielle procedure - og at ansættelsen skulle være aftalt på forhånd. Det kom også med i redegørelsen. Det er nu op til Statsforvaltningen at afgøre, hvad der rent faktisk er sket.

- Det værst tænkelige senarie for Carl Holst er, hvis Statsforvaltningen finder det bevist, at Holst har beordret eller bedr Ingemann om at bruge sin arbejdstid på valgkamp. Men selv hvis det skulle ske, skal han så først meldes til politiet, som så skal efterforske sagen og måske rejse tiltale. Så det er altså ganske usandsynligt, at det får juridiske konsekvenser for Holst, vurderer Roger Buch.