En lang række klatter på vejen

En del af vejen mellem Aabenraa og Sønderborg blev lukket i formiddag i flere timer. En tankbil klattede affald over en strækning på godt en kilometer.

Bilen kom fra svineslagteriet i Blans. Den hentede affald, som skulle køres til destruktion. Den slags transporter foregår i en lukket tankbil, fordi stanken er så afskyelig, at selv grise holder sig for næsen.

Desværre var der noget galt med en studs i tanken, og chaufføren
lagde ikke mærke til, at han trak en lang bræmme efter sig med alt muligt affald fra en gris.

Det lå på vejen, og noget af det løb ned i grøften. Det sprøjtede op på bilernes forruder. Stanken var så rædsom, at vejen blev spærret for trafik, mens der blev gjort rent.