Esbjerg Strand får besøgsområde

Esbjerg Strand tiltrækker mange nysgerrige, som vil følge udviklingen i området. For at imødekomme den store interesse har Esbjerg Kommune åbnet et midlertidigt besøgsområde på Tage Sørensens Plads.

Indtil august kan man køre gratis med bybus til det nye besøgsområde.

Med borde, bænke, grill og en infoboks bliver den yderste spids af Esbjerg Strand nu forvandlet til et midlertidigt besøgsområde. Her kan man blive klogere på hele projektet, se skulpturen Esbjerg Skibet, de nyopførte domiciler for Semco Maritime A/S og Claus Sørensen A/S og nyde udsigten.

 - Den store interesse omkring Esbjerg Strand har allerede gjort stedet til lidt af et udflugtsmål. Nu har vi gjort det mere attraktivt for besøgende at opholde sig på stedet ved at give dem mulighed for at nyde medbragt mad og kigge nærmere på planerne for området i den opstillede infoboks. Det nye område forvarsler lidt af det liv, som Esbjerg Strand efter etableringen vil summe af, siger borgmester Johnny Søtrup i invitationen til byens borgere om at bruge stedet.

Esbjerg Strand vil på sigt favne en masse aktiviteter. Udover domiciler er stedet tænkt som det nye centrum for maritime fritidsoplevelser omkring en lystbådehavn. Nye cafeer, restauranter og butikker hører selvfølgelig også med til billedet.

I morgen, mandag, begynder en ny bybusrute at servicere området. Det er den nye linje 15, som tager turen fra Esbjerg Banegård og ned forbi havnen og til Esbjerg Strand. Indtil august vil det være gratis at bruge linje 15.