Få ansatte benytter Region Syddanmarks sladreordning

Whistleblowerordningen i Region Syddanmark gav 18 henvendelser i 2016. Ni er omfattet af ordningen og er blevet undersøgt nærmere.

Syv henvendelser, hvoraf tre falder indenfor whistleblowerordningen og derfor er blevet undersøgt nærmere.

Det er resultatet af andet halvår 2016 med Region Syddanmarks whistleblowerordning, som blev åbnet den 30. marts sidste år.

Med ordningen kan ansatte anonymt berette om ulovligheder, bedrageri, tyveri eller magtmisbrug i regionen.  Men det er der altså få ansatte i regionen, der benytter sig af.

Med tallene fra andet halvår i 2016 har Region Syddanmark i alt, siden ordningen blev taget i brug, modtaget ni henvendelser, som falder indenfor sladreordningens formål. Alle ni sager har ifølge regionens opgørelse ikke afsløret direkte ulovligheder eller andre grove forhold i regionen.

Sagerne har blandt andet omhandlet overenskomststridige vagter, at ansøgninger til chefstillinger bliver fjernet, og at en læge, som ikke har Sundhedsstyrelsens godkendelse, har båret et skilt med titlen ”reservelæge”. Sidstnævnte har eksempelvis ført til, at regionen har strammet op på registreringen i sin personaledatabase, så alle bærer korrekt navneskilt og titel.

Det lave antal henvendelser ser regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF) dog positivt på.

- Det havde set værre ud, hvis der var 300 henvendelser igennem ordningen, for så ville det være et udtryk for, at der var noget helt galt. Jeg synes, det er en god ordning, og jeg har ikke noget imod at bruge penge på ordningen, siger Ida Damborg (SF) til TV SYD.

- Det er en god ventil og et godt alternativ til de andre systemer, vi har i regionen. Og vi kan faktisk se, at det virker, mener hun.  

Region Syddanmarks whistleblowerordning:

Whistleblowerordningen blev vedtaget som en del af regionens budget for 2016, som kun Enhedslisten ikke var med i. Der er sat 100.000 kroner af til ordningen, som revisionsselskabet Deloitte administrerer. Ordningen åbnede 30. marts 2016 og skal evalueres efter et år.

Anmeldelserne kan foregå anonymt via en elektronisk folder. Senest 24 timer efter anmeldelsen er modtaget, skal Deloitte informere en særlig kontaktperson på direktørniveau i regionen, hvis anmeldelsen falder indenfor sladreordningens formål. Herefter er det kontaktpersonens ansvar at følge op på sagen og sætte en eventuel undersøgelse i gang.