Fanøs børn skal vide mere om deres egen ø

Den kommende generation af børn på Fanø skal vide mere om Fanøs unikke natur og miljø.

Fanø Byråd vil indføre speciel undervisning med fokus på dyrene ved Vadehavet, øens jord, kulturarv og bæredygtighed.

- Vi ønsker at sikre vore børn en forståelse for, hvor de kommer fra, siger formand for Børne- og kulturudvalget, Niels Heinel, til TV SYD.

Står det til byrådet, skal der være mere fokus på at drage nytte af øens natur og inddrage den direkte i undervisningen.

- Det handler konkret om at lave undervisningsmateriale og bruge det i dagsinstitutionerne og i skolerne. Vi skal have børnene ud til vandet og sælbankerne, fortæller Niels Heinel.

quote

Den kommende generation af børn på Fanø skal vide mere om Fanøs unikke natur og miljø

Niels Heinel, formand, Børne- og Kulturudvalget, Fanø

Han mener ikke, det er en selvfølge for børn på Fanø, at de kender til øens natur og historie.

- Selvom man er barn og ung på Fanø, så er det ikke sikkert, at man i sin opvækst kender opdraget på Fanø. Det handler konkret om at lave undervisningsmateriale og bruge det i dagsinstitutionerne og i skolerne.

Ideen med at få den kulturhistoriske arv og viden om lokalmiljøet ind i undervisningen har været undervejs i et år, fortæller Niels Heinel.

Naturvejleder Marco Brodde er ansat til at udvikle tilbuddene og undervisningen til børnene.

Han ønsker at inddrage den nye folkeskolereforms tanke om ”den åbne skole,” hvor børnene ikke blot læser i bøger, men oftere kommer ud i naturen.

- Når vi nu er omgivet af et hav af muslinger og andre fascinerende dyr fra Vadehavet, så skal vi bruge det aktivt, siger han. 

 Fanøs børn skal have deres egen ø ind under huden.
 Fanøs børn skal have deres egen ø ind under huden.