Dommen faldt ved Retten I Esbjerg blot 12 timer efter, at den rå værtshusvold var sket. Den 30-årig blev fremstillet i grundlovsforhør. Han tilstod volden og sagde også ja til at få sagen afgjort med det samme i stedet for at skulle varetægtsfængsles.
Det oplyser vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden var blevet sigtet efter straffelovens paragraf om særlig rå, brutal eller farlig vold efter et overfald på et værtshus i Esbjerg. Han er sigtet for at smadre et glas i ansigtet på en anden værtshusgæst.
Det voldelige overfald fandt sted omkring klokken 2.15 natten til torsdag. Det gik ud over en 23-årig mand, som den 30-årige forinden havde været oppe og diskutere med.
- De to havde småprovokeret hinanden, inden den 30-årige slår et glas ind i ansigtet på den 23-årige, så glasset splintres, siger Ole Aamann.
Den 23-årige, der også er fra Esbjerg, måtte på skadestuen og behandles for skader i ansigtet. Hans øjne har ikke taget skade, lyder meldingen fra politiet.