Finalen nærmer sig: Her er fællesskabernes taktik for at få stemmer

Konkurrencer, allierede og Facebookdelinger. De fem fællesskaber er i fuld sving med at skovle stemmer ind i kampen om at vinde 100.000 kroner.

Om under to uger bliver det afgjort, hvem der løber med titlen som årets fantastiske fællesskab og dermed kan nyde de 100.000 kroner, som er på spil i konkurrencen.

Fem finalister dyster, og vinderen findes udelukkende via en sms-afstemning, som har været åben siden d. 4/11 og helt frem til d. 22/11 - og alle kneb gælder!

Stem på årets Fantastiske Fællesskab:

  • Gospelfællesskabet Sønderborg: Send SMS med teksten SYD 1 til 1272
  • Foreningen Ringgaard: Send SMS med teksten SYD 2 til 1272
  • Ponyklubben: Send SMS med teksten SYD 3 til 1272
  • GAME Syddanmark: Send SMS med teksten SYD 4 til 1272
  • Udvikling Toftlund: Send SMS med teksten SYD 5 til 1272

    Se alle nomineringsfilmene ved at klikke her.

Gavekort og juledekorationer på højkant

Hos Ponyklubben i Haderslev holdt klubben elevstævne i weekenden, hvor 100 elever stillede til start. Her kunne de fremmødte vinde en juledekoration i pileflet, hvis man kunne vise, at man havde stemt på Ponyklubben.

- Vi fik et hav af stemmer! Alle elever havde jo minimum én forælder eller bedsteforælder med, fortæller Jeanet Mortensen fra Ponyklubben.

Udover juledekorationer har en af klubbens ryttere, som også er god til at tegne, startet en konkurrence på Instagram, hvor hun udlover et valgfrit portræt, hvis man kan vise, at man har stemt på ponyklubben.

quote

Man jo har flere telefoner i en husstand, så jo flere telefoner, man kan stemme fra, jo flere lodder får man i puljen.

Irene Moesborg, Foreningen Ringgaard

Hos stop-madspilds-butikken i Vojens, Foreningen Ringgaard, er de også gået konkurrencevejen. Her udlover de to gavekort på hver 250 kroner til butikken, hvis man kan vise, at man har stemt på foreningen til årets fantastiske fællesskab.

- Jeg gør meget ud af at fortælle, at man jo har flere telefoner i en husstand, så jo flere telefoner, man kan stemme fra, jo flere lodder får man i puljen, fortæller Irene Moesborg fra Foreningen Ringgaard, som også har lavet et skilt i butikken, der gør opmærksom på konkurrencen. Det måler 120 gange 240 cm.

100 præster og Tønder kommune som allierede

En anden taktik er at udnytte de mange forskellige netværk, som medlemmerne er en del af, og det gør de hos Gospelfællesskabet Sønderborg og Udvikling Toftlund.

quote

Jeg mødtes eksempelvis med 100 præster her forleden, hvor jeg fortalte om vores fællesskab og viste vores nomineringsfilm.

May Jeznach Madsen, Gospelfællesskabet Sønderborg

- Jeg mødtes eksempelvis med 100 præster her forleden, hvor jeg fortalte om vores fællesskab og viste vores nomineringsfilm. Det virkerede ret godt, fortæller May Jeznach Madsen fra Gospelfællesskabet Sønderborg.

Hos Udvikling Toftlund, som er et byudviklingsprojekt, har de allieret sig med Tønder Kommune. Her er det lykkes at få kommunen til at dele fællesskabets opslag på deres Facebookside.

- Det er jo også i Tønder Kommunes interesse, at vi vinder, fortæller Svend Frehr Sørensen fra Udvikling Toftlund.

Og netop Facebookdelinger er et fokus for alle fællesskaberne. Hos GAME Syddanmark, som arrangerer gratis gadeidræt for børn i udsatte boligområder, har de sørget for, at alle trænere hjælper med at sprede budskabet på de sociale medier og mund til mund.

Har du stemt?

Afstemningen lukker den 22/11, hvor vinderen af Fantastiske Fællesskaber 2019 findes i finaleshowet, som sendes på TV SYD+ kl. 20.00.

Se alle nomineringsfilmene ved at klikke her.

Fantastiske Fællesskaber er et samarbejde mellem Tuborg Fondet, Lokale og Anlægsfonden, TV2 Regionerne og Made by Us.