Flere slår sig sammen om kontoret

For to år siden var der 270 kontorfællesskaber i Danmark. Nu er tallet over 300, oplyser Lokalebasen.dk. I Esbjerg har de fået tre fællesskaber indenfor det sidste år.

Midt i det individuelle samfund, hvor enhver passer sit, opstår der stadig flere kontorfælleskaber. De giver især tre fordele: Fysiske rammer med kaffemaskine, printer og mødelokaler. Muligheder for at få faglig sparrring og hjælp til at løse en opgave. Og så det sociale samvær.

I Esbjerg er der på godt et år kommet tre kreative kontorfællesskaber. Flere er på vej, mener de selv.

Gert Barslund har arbejdet hjemmefra i seks år. Nu har han meldt sig ind i det nyeste kontorfællesskab i Esbjerg, der er så nyt, at det endnu ikke har fået et navn.

- Det bliver godt, erklærer han, mens han viser TV SYD rundt.

Et andet sted i midtbyen ligger Fabrikskompagniet, der er etableret for iværksættere, og det har fire måneder på bagen. Her spares der ikke alene udgifter til printere og andet udstyr:

- Så begynder vi jo nu at lave noget samarbejde på kryds og tværs, siger Michael Langaa, til TV SYD. Vi prøver at netværke os endnu mere sammen.

Det nyetablerede fællesskab skal holde ryste-sammen-aftener og lære hinandens kompetencer at kende.

Kontorfællesskabet Kosmorama er startet for 15 måneder siden.

Hovedstaden har naturligt nok flest kontorfællesskaber, men f.eks. Horsens har 12 fællesskaber. 

 

Michael Langaa om kontorfællesskabets gode sider.