Flere vælger ferie i det nære

Trods et par middelmådige somre forventer turistbranchen, at de senere års opgang i antal overnatninger fortsætter.

De syd- og sønderjyske hoteller, kroer og campingpladser har svært ved at få armene ned. De sidste tre år er antallet af overnatninger steget med omkring fem procent. Det svarer til ca. 700.000 flere overnatninger i Region Syddanmark, viser tal fra Danmarks Statistik.

TV SYD har besøgt en af landets fem-stjernede campingpladser, Hvidbjerg Strand Feriepark i Blåvand. Her er påskeforberedelserne i fuld gang.

Antallet af overnatninger i Region Syddanmark er steget siden 2014. Her var der 14,5 mio. overnatninger.

Året efter steg det til 15,4 mio., og sidste år var tallet 16 mio. overnatninger.

En stigning på ca. fem procent. Og en stigning, som turistbranchen tror vil fortsætte i år.

Andelen af ikke-danskere er svagt stigende. I 2014 var 50,5 pct. udlændinge, som overnattede. Andelen steg i 2015 til 52,2 pct. og 52,9 pct. sidste år.

Det er især tyskere og hollændere, der køber et sted at sove i det danske -  og det mærker de tydeligt på Hvidbjerg Strand Feriepark i Blåvand.

- Det handler også om, at der er rigtig mange, som synes, at det er rigtig rart at holde ferie i det nære, siger Steen Slaikjær, som sammen med sin søster ejer campingpladsen. Man behøver ikke flyve langt væk for at have en god ferie. Man kan sætte sig i sin bil og køre få timer. Fra Nordtyskland og hertil tager det tre timer. Og hvis vejret spiller med, så er den danske sommer jo helt fantastisk ved vestkysten.

Hvidbjerg Strand Feriepark var sidste år den første danske campingplads, som fik Danmark Campingrådets fineste udmærkelse:  Superior.

Hvis vejret arter sig er der ikke oget bedre end campingferie ved vestkysten.
Hvis vejret arter sig er der ikke oget bedre end campingferie ved vestkysten.