Forbrugerrådet: Sådan undgår du, at begravelsen løber løbsk

Forbrugerrådet har haft fokus på bedemænd og deres priser efter mange års kritik af branchen. Og det er blevet nemmere at overskue priserne.

I en undersøgelse, som blev offentliggjort i januar, konstaterer Forbrugerrådet Tænk, at det er blevet nemmere. De har i december gennemgået hjemmesiderne hos 118 certificerede bedemænd i Danmark.

Certificerede bedemandsforretninger skal leve op til bestemte krav på deres hjemmeside: De skal skilte med minimum 3 priseksempler. De 3 eksempler skal være baseret på forskellige scenarier, der viser et bredt spænd i priser og muligheder.

Bedemandens hjemmeside skal også have en guide om de særlige forhold, du især skal huske i forbindelse med tilbud hos bedemanden.

Forbrugerrådet tilbyder, at man kan finde oplysninger om certificerede bedemænd i lokalområdet.

Brug dette link.

Eller det her til seks gode råd, når du skal arrangere en begravelse.

 

Seks gode råd om begravelser fra Forbrugerrådet Tænk

Der kan være mange ting at holde styr på, når du skal sige det sidste farvel. Udover sorgen, skal du også tage stilling til praktiske valg som bedemand og papirarbejde. Her er 6 gode råd til at få en bedre begravelse eller bisættelse.
  • 1. Se efter certificeringen af bedemanden
Bedemænd kan opnå certificering af brancheorganisationen Danske Bedemænd. Certificeringen giver dig som forbruger større sikkerhed for kvaliteten af bedemandens ydelser.
Certificerede bedemænd skal have en hjemmeside, der tydeligt viser, hvad en begravelse koster. Desuden kan kunderne forvente ordentlig kvalitet i betjening og vejledning, at den aftalte pris holder, og at begravelsen bliver udført under ordnede forhold.
  • 2. Bedemanden er også sælger
Bedemænd kan have forskellige priser og service, så husk, at bedemanden også er sælger, der skal sælge dig en vare. Tag derfor et uforpligtende møde, hvor du får et prisoverslag på de forskellige udgifter, der vil være forbundet med begravelsen.
Tilbuddet skal du sørge for at få på skrift. Derefter er du i din gode ret til at kontakte en anden bedemand for at få et bedre tilbud.
  • 3. Lav selv papirarbejdet
Bedemænd er i nogle tilfælde villige til at halvere honoraret, hvis de pårørende selv gør noget af arbejdet. Det kan være at udfylde og aflevere anmodning om begravelse eller ligbrænding, søge om begravelseshjælp og selv stå for det øvrige papirarbejde, der kan opstå i forbindelse med forsikring eller lignende.
Du kan altså spare penge, hvis du har overskud til selv at gøre noget af bedemandens papirarbejde.
  • 4. Undersøge afdødes sidste vilje
Afdøde kan have haft særlige ønsker til sin begravelse. På Landsforeningen Liv & Døds hjemmeside kan alle udfylde skemaet 'Min Sidste Vilje', og dokumentet kan blive centralt arkiveret eller ligge hos en bedemand eller afdøde selv.
Undersøg om afdøde havde udfyldt sådan et skema, så mange svære beslutninger ikke skal tages af de efterladte. Dokumentet 'Min Sidste Vilje', kan blandt andet give svar på, om afdøde ønsker at blive kremeret eller begravet, foretrækker luksuskisten frem for den billige model eller helst vil i fællesgrav.
  • 5. Søg begravelseshjælp
Begravelseshjælp er en økonomisk hjælp fra det offentlige, som de efterladte har ret til gennem sygesikringen. Har afdøde en dansk sygesikring, kan du derfor søge om begravelseshjælp. Hjælpen kan du få, hvis afdøde havde en formue under en hvis grænse eller var under 18 år.
Begravelseshjælpen bliver som udgangspunkt udbetalt, når alle nødvendige dokumenter er indsendt, og skifteretten har afsluttet behandlingen af boet. På borger.dk kan du søge om begravelseshjælp og læse mere om kriterierne.
  • 6. Gå efter kemien
En begravelse kan ikke gøres om. Sørg for, at vælge en bedemand du kan lide. En begravelse er en sårbar situation, og det er vigtigt, at du føler dig tryg. Det er helt i orden at vælge en bedemand fra, hvis du ikke føler, at der er god kemi mellem jer.