TV der bevæger dig

Fredericias betalingsparkering droppes

Den stærkt omdiskuterede aftale om betalingsparkering i Fredericia er aflyst. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Borgergruppen har i fællesskab indgået aftale om en begrænset ordning.

Der indføres nu udelukkende betalingsparkering på de to sammenhængende p-pladser ved rådhuset, pladsen ved Meldahls Rådhus og i Vendersgade. I resten af byen inklusiv p-huset i Domus Axel vil der enten være tidsbegrænset - men gratis parkering - eller helt fri parkering. Det skriver lokalavisen.dk/fredericia.

Kun Socialdemokraterne og SF stod udenfor aftalen. Og endnu er det ikke besluttet, hvad partierne siger til aftalen.

- Udvalget er blevet snigløbet. Det er et underligt forløb. Nu skal vi i partiet diskutere indholdet. Men vi er gået fra cirka 700 betalings-pladser til cirka 200. Det handler vist kun om at forhindre rådhusets ansatte i at parkere gratis. Og det kunne man have opnået på en anden måde, siger Ivan Toftgaard (SF) til lokalavisen.

Aftalebrud for handlens skyld

Kenny Bruun Olsen erkender, at de borgerlige bryder en aftale med S og SF.
- Det her er et aftalebrud. Det kommer vi ikke udenom. Men efter, at S og SF på det seneste har brudt andre aftaler, føler vi os mere forpligtet til at lytte til byens handelsliv, som har været meget ked af betalingsparkeringen, siger han.

Aftalen betyder, at kommunen kommer til at mangle cirka en million kroner i p-indtægter.