Over 1.000 protester: Frygter for stank fra biogas-anlæg

Planer om et specielt biogasanlæg har fået mange borgere op af stolen. For et lignende biogasanlæg i Kalundborg har givet voldsomme lugtgener i den sjællandske by.

- Vi risikerer, at der med biogasanlægget bliver smidt en stinkbombe i Esbjerg. 

Ordene kommer Lejf Viggo Drachmann. En af de mange borgere, der er stærk kritisk overfor planen om at placere et biogasanlæg for industriaffald i byen. Selv bor han cirka en kilometer væk, men han er meget mere bekymret for Esbjerg.

quote

Jeg synes, vi har haft en by, der lugtede rigeligt af fisk for mange år siden.

Lejf Viggo Drachmann, pensionist og modstander af biogasanlægget. 

Kritiker: Politisk pokerspil 

- Jeg synes, vi har haft en by, der lugtede rigeligt af fisk for mange år siden, men man siger stadig længe efter "der lugter af fisk i Esbjerg". Hvad vil det så ikke ske, hvis der begynder at lugte af rådne æg. Jeg synes politikerne gambler med vores gode ry og rygte som indsats, siger han!

 
 

Spørgsmålet om rådne æg kommer ikke ud af det blå. Men fra borgere i Kalundborg, der i 9-10 måneder har måtte døje med lugtgener fra et biogasanlæg, der på mange måder ligner det biogasanlæg, der efter planen skal bygges på Mådevej i Esbjerg. 

Chanel No 5

- Efter det vi hører fra Kalundborg, så bliver fiskestanken, vi havde i Esbjerg engang nærmest at sammenligne med Chanel no 5. Folk er decideret blevet syge og dårlige af lugtgenerne fra biogasanlægget, siger pensionist Lejf Viggo Drachmann. 

Beboerne nær biogasanlægget i Kalundborg er stærkt frustrerede over, at lugtgenerne fortsætter.
Beboerne nær biogasanlægget i Kalundborg er stærkt frustrerede over, at lugtgenerne fortsætter.
Foto: TV ØST

Borgere i Kalundborg har protesteret længe over de stadige lugtgener. Til TV ØST siger Lars Kaster Jørgensen, der bor i nærheden: 

- Siden opstarten af biogasanlægget har vi været plaget af en forfærdelig lugt.

quote

Hver gang man træder ud af en dør, så lugter det forfærdeligt. 

Allan Hauge Nielsen, Kalundborg. 

Lugt af rådne æg

Allan Hauge Nielsen, der også bor i området, er enig. 

- Hver gang man træder ud af en dør, så lugter det forfærdeligt. 

Beboerne i området beskriver lugten som 'rådne æg' og forklarer over for TV ØST, at der har lugtet fælt i Kalundborg de seneste 8 måneder.

- Vi har ikke kunne holde grillfester her, og man har ikke kunne invitere gæster, for de ville køre hjem igen med det samme, de lugtede det. Det er frustration og frustration og frustration, siger Lars Kaster Jørgensen.

Slimhinder fra tarme

Biogasanlægget kommer til at ligge bag Rensningsanlæg Øst. Det er virksomheden Ørsted, der har søgt om tilladelsen. Kapaciteten er på 300.000 tons. Meget af det vil komme fra det nærliggende firma Leo Pharma. Det drejer sig om Mucosa (slimhinder fra svinetarme) og andet. Op til 140.000 tons. Men anlægget vil også have brug for anden biomasse.  

- Det vil betyde en voldsom forøgelse af tung trafik ind og ud af Esbjerg. 25 lastvogne om dagen 365 dage om året, påpeger Lejf Viggo Drachmann. 

Kortet viser det område, hvor lugten kan brede sig til.
Kortet viser det område, hvor lugten kan brede sig til.
Foto: Finn Grahndin

Kaffe og stank til turister

Nærmeste bolig vil komme til at ligge 5-600 meter fra biogasanlægget. Men stort set hele Esbjerg kan blive ramt af lugten af rådne æg - hvis altså Ørsted får samme produktionsproblemer som i kalundborg. Her har borgerne rapporteret om lugtgener i op til 7 kilometers afstand.

- Hvor mange turister vil så sidde og nyde deres kaffe og kage på Torvet, spørger Lejf Viggo Drachmann retorisk. 

quote

En opstart af et biogasanlæg vil tage et halvt års tid normalt.

Erik Lundsgaard, direktør for biogasanlægget i Kalundborg

Indkøringsfase

I Kalundborg begyndte driften i februar 2018. Lugtgenerne har varet i otte måneder - og kom for nylig igen. 

Til TV ØST har driftsleder Erik Lundsgaard, Bigadan, sagt: 

- En opstart af et biogasanlæg vil tage et halvt års tid normalt. Vi har så ikke ramt skiven, og det er vi sgu kede af. Men der vil være en indkøringsfase. 

Erik Lundsgaard, Bigadans driftsleder på biogasanlægget i Kalundborg, beklager de mange lugtgener: - Vi lægger os fladt ned.
Erik Lundsgaard, Bigadans driftsleder på biogasanlægget i Kalundborg, beklager de mange lugtgener: - Vi lægger os fladt ned.
Foto: TV ØST

Som surdej

Begrundelsen for lugten af rådne æg er angiveligt, at den biomasse, anlægget bearbejder, kommer fra industriaffald og ikke madaffald. Da det er første gang, et dansk biogasanlæg bearbejder sådan en masse, er der således nogle processer, der skal justeres.

- Vi har haft nogle problemer med biologien i vores filtre. Det er lidt ligesom surdej, man skal starte helt forfra, og det har vi gjort, forklarer Erik Lundsgaard til TV ØST.

Vil gøre ALT  

Bigadan driver biogasanlægget i Kalundborg. Ørsted ejer det - og biogasanlægget i Esbjerg, hvis det besluttes.

Udviklingschef i Ørsted Nicolaj Ager Hamann pointerer overfor TV SYD, at moderne biogasanlæg ikke skal lugte.

- Vi kan selvfølgelig ikke udstede en garanti for, at der ikke kommer til at lugte overhovedet i Esbjerg fra vores biogasanlæg, men vi kan garantere, at vi vil gøre ALT i vores magt for, at det ikke sker. Lugtgenerne i Kalundborg skyldes nogle helt specielle omstændigheder. Dem har vi taget ved lære af, så nu er risikoen for lugtgener i Esbjerg endnu mindre, siger han.  

Nikolaj Ager Hamann, udviklingschef i Ørsted: - Vi vil gøre alt for, at det ikke kommer til at lugte i Esbjerg.
Nikolaj Ager Hamann, udviklingschef i Ørsted: - Vi vil gøre alt for, at det ikke kommer til at lugte i Esbjerg.
Foto: Finn Grahndin

Flere og flere protesterer

En underskriftsindsamling mod biogasanlægget i Esbjerg er startet. I skrivende stund er der 1.148, der har skrevet under på protesten.  

Sagen er lige nu i høring. Altså i den periode, hvor borgere kan sende deres agument for eller imod ind til kommunen. Høringsfristen er tirsdag den 22. januar.