Gårdlænge brændte

Brand i et tag på en firlænget gård ved Horsens lørdag. Dyrene reddet. Familien måtte overnatte ude, men ingen personer kom til skade.

Horsens Brand og redning rykkede ved 17-tiden ud til en firlænget gård på Bleldvej nord for Horsens. Her havde ilden godt fat i taget på en af længerne.

Der var tale om et mindre fritidslandbrug med høns og kaniner. De blev flyttet over i den modsatte længe især for at undgå den kraftige røg fra branden.

Taget og loftskonstruktionen på den godt 200 kvadratmeter store bygning er brændt ned. Desuden ødelagde branden stuehusets el- og varmeforsyning, så familien har i nat måtte sove andet steds.

- Efterslukningen varede længe, fordi gløderne i halmen er svære at få slukket, så det var først ved 2-tiden om natten, vi kunne forlade stedet, siger indsatsleder Lars Bønding til TV SYD.