Gamle bomber kan være ustabile

Så snart området ved Lakolk på Rømø er evakueret, går ammunitionsrydderne fra Skive igang med at demontere den gamle flyverbombe, som blev fundet mandag formiddag.

- I første omgang gælder det om at få identificeret, hvilken type der er tale om., siger major Michael Elgaard, Ingeniørregimentet i Skive, til TV SYD.

Detonerer uprovokeret

Han understreger, at det kan gå galt, og de gamle bomber kan detonere. Det findes der mange eksempler på fra Tyskland.

- Også tilfælde, hvor de er eksploderet helt uprovokeret.

Michael Elgaard henviser også til sagen fra Esbjerg for ti år siden, hvor en gammel flyverbombe detoneret og anrettede skader for mange millioner i området.

Afdækket halvt

- I dag har en gravemaskine afdækket bomben halvt. Og vi ved ikke, om man kan slå på sådan en - to eller flere gange?

Han forklarer, at de gamle bomber fra Anden Verdenskrig kan ligge i jorden i mange år, uden at der sker noget. Men de kan påvirket af rust og vind og vejr. F.eks. har nogle af de gamle bomber kemiske brandrør, som gør der særligt ustabile.

Zonen udvidet

I første omgang blev folk indenfor 500 meter fra stedet evakueret. zonen blev senere udvidet til 1,4 kilometer.

-Det gælder for folk, som færdes i det fri - uden beskyttelse og som kan rammes af en eventuel trykbølge. Hvis folk opholder sig indendørs, er kravene til sikkerhedsafstand mindre, fortæller Michael Elgaard.

Butikscenter

I Lakolk omfatter sikkerhedszonen både butikscentret og campingpladsen. Begge dele ligger kun 300 meter fra findestedet.

For to måneder siden blev Forsvaret frifundet for et erstatningskrav på otte millioner kr. efter de skader, som en flyverbombe anrettede på en byggeplads i Esbjerg i 2002. Her lykkedes det ikke at demontere bomben ved at fjerne brandrøret.

Da man ville flække den gamle flyverbombe med en sprængladning, røg den i stedet i luften med et brag, der gav skader på et halvt hundrede bygninger. Vinduer blev smadret, gavle blæst ind og tagsten revet af.