Gammel trold skaber ballade i Vejen

En gammel trold "der vejrer kristenblod" på en stor husfacade har gjort en gruppe kristne i Vejen godt sure.

En gruppe på cirka 60 borgere i Vejen er rasende over et forslag om at opføre et højhus i byen med en stor tegning af en trold på facaden.
I et høringssvar skriver de blandt andet:

- Vi, som borgere i Vejen, ønsker ikke at identificere os med denne trold og den tilhørende tekst. Vi ønsker ikke at være tvunget til at betragte den og dagligt konfronteres med det budskab, den symboliserer. Derfor vil vi på det kraftigste protestere mod projektet.

Trolden, som arkitekterne gerne vil have på facaden, er en aftegning af et kunstværk, som findes på Vejen Museum. Trolden er skabt af Hansen Jacobsen i 1896 og har titlen "Trold, der vejrer kristenblod".

Vejens særkende

Den er en del af Vejens identitet og bliver brugt i mange sammenhænge, men en tegning af trolden på en 24 meter høj facade er for meget for de 60 borgere.

- Hansen Jacobsens trold er et kunstværk, og det skal det forblive. Det skal ikke gøres til symbol og vartegn for Vejen, siger en af de protesterende borgere, Jette Vibeke Madsen.

Men det er heller ikke meningen, lyder det fra borgmester Egon Fræhr (V).

- Arkitekterne har tænkt det som en anderledes udsmykning. Det er ikke noget vartegn. Nu læser vi høringssvarene, og så vurderer vi sagen, siger Egon Fræhr til Ritzau og tilføjer:

- Tegningen er ikke afgørende for bygningen, men jeg havde ikke forestillet mig, at der ville komme en så skarp reaktion. Det kommer bag på mig.

 Det otte etagers høje hus skal bygges på den nuværende parkeringsplads overfor byens gamle stationsbygning. Høringsfristen udløber torsdag.

Fakta om trolden

Trold vejrer kristenblod

Vejentrolden er en del af Vejen
 
* I 1896 skabte Niels Hansen Jacobsen en skulptur af en glubsk trold med tilten "En trold, der vejrer kristenkød". Trolden blev udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling 1897.

 * I 1923 fik Vejen en bronzestøbning af skulpturen, som siden kom til at hedde Vejentrolden. Trolden stor udenfor Vejen Kunstmuseum.

 * I 1923 tegnede Niels Hansen Jacobsen et segl til Vejen Kommune. Den centrale figur var Trolden, som var omkredset af et kornaks og et tandhjul.

 * I 1977 fik byen et nyt byvåben tegnet af Claus Achton Friis. Her var trolden fortsat det centrale motiv.

 * Brørup, Holsted, Rødding og Vejen kommuner blev i forbindelse med kommunesammenlægningen 1. januar 2007 til den nye Vejen Kommune, og i den forbindelse blev der lavet et nyt byvåben, hvor Vejentrolden ikke er med.

 * Vejentrolden opfattes dog fortsat som en del af byens identitet.