Generationers mest markante grænselandspolitiker blev begravet fredag

Karl Otto Meyer fik enorm betydning for det danske mindretal i Sydslesvig. Fredag blev han begravet.

Forhenværende landdagsmedlem Karl Otto Meyer døde søndag aften i sit hjem i Skovlund. Dermed har det danske mindretal mistet en af sine mest markante stemmer.

Om nogen gik Karl Otto Meyer foran og bidrog til, at det dansk-tyske grænseland forvandlede sig fra fjendtlighed til venskab og fælles fremtid.

- Uanset hvad Karl Otto Meyer beskæftigede sig med, så havde han et meget ægte og dybfølt samfundsengagement. Han var en stor personlighed, og hans trofasthed over for Danmark og det der var dansk var og er legendarisk, sagde Kim Andersen (V), formand for Sydslesvigudvalget, til TV SYD efter begravelsen.

Fredag blev den markante politiker begravet ved Nørre Hacksted Kirke ved Skovlund vest for Flensborg.

I dag er det dansk-tyske grænseland et internationalt eksempel på, at tidligere fjender kan leve fredeligt side om side – og sammen arbejde for en fælles fremtid.

Karl Otto Meyer blev født i Sydslesvig. Som 16-årig blev han indkaldt til Hitlers hær, men han blev så chokeret over tyskernes behandling af polakkerne, at han deserterede til Danmark, hvor han blev involveret i den fynske modstandsbevægelse.

Tilbage i Tyskland blev han i 1952 ramt af berufsverbot, forbud mod ansættelse i offentlige stillinger, fordi han talte imod tysk genoprustning efter anden verdenskrig.

Meyer var i en årrække formand for Sydslesvigsk Forening og landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening.  I 1971 blev han valgt som dansk mindretalspolitiker i delstatsparlamentet i Slesvig-Holsten, Landdagen i Kiel. Der sad han i 25 år frem til 1996.

Fra 1963 – 1984 var han chefredaktør for det danske mindretals avis, Flensborg Avis.

- Karl Otto Meyer er et stort, stort kapital, der lukkes i dag i mindretallets og Flensborg Avis’ historie. Det har været en lang slåskamp, at nå til fred og fordragelighed i grænselandet. Den kamp har Karl Otto Meyer kæmpet for os andre. Vi er fulde af anerkendelse for hans store værk, siger chefredaktør Jørgen Møllekær på Flensborg Avis til TV SYD.

Karl Otto Meyer bærer om nogen æren for, at det danske mindretal i Sydslesvig i dag er 100% anerkendt og sidestillet med den tyske flertalsbefolkning.

Karl Otto Meyer blev 87 år gammel.