TV der bevæger dig

Godt nyt for hushandler på landet

Heidi Pihl Jensen havde ikke regnet med at kunne få et realkreditlån til sit hus på landet - men det fik hun alligevel. Foto: Kim Gram, TV SYD

Det er ikke længere helt så meget op ad bakke at få lån til et hus på landet, som det har været. Sådan lyder det fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Virkeligheden er vendt på landdistrikternes boligmarked. Det er blevet nemmere at låne til at købe et hus.

En af dem, der har mærket de nye tider på egen krop er pædagog Heidi Pihl Jensen. For godt et halvt år siden flyttede hun i eget hus i Sønder Hygum sammen med sin lille datter.

- Det er et lille og perfekt hus til os to. Til os to kan det ikke være meget anderledes. Det er dejligt. Vi har den plads, vi skal bruge, siger Heidi Pihl Jensen til TV SYD.

Den lokale ejendomsmægler havde ikke troet, at Heidi Pihl Jensen kunne låne til huset.

- Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle forvente at få finansieret på traditionel vis. For vi var nede i en prisklasse, som plejer at være no-go for kreditforeninger og banker, forklarer indehaver Erna Toft Christensen fra Nybolig i Rødding.

Men da Heidi gik i banken med sin far, så var meldingen en anden.

Det betyder alt. Penge er jo ikke det, man har flest af. Så det betyder at man kan sidde billigere – og der er lidt mere til os, som vi kan leve af.

Heidi Pihl Jensen, pædagog, Sønder Hygum

- Da vi henvendte os til banken, så sagde de, at det skulle prøves. Så vi forsøgte, og fik ret hurtigt at vide, at de godt kunne belåne boligen med 80 procent, siger Heidis far, Børge Jensen.

Ifølge formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening er Heidi Pihl Jensen langt fra den eneste, der oplever, at banker og realkreditinstitutter er blevet mere positivt stemte overfor huskøb i yderområder, som før ikke kunne få lån.

En del af forklaringen på, at det er blevet lettere at få et traditionelt realkreditlån i yderområderne, er nye regler. Kravet til rådighedsbeløbet er blevet mere fleksibelt og der er heller ikke længere et krav om, at en bolig skal kunne sælges på mindre end seks måneder.

- Generelt er der en positiv trend – og har været det nu i næsten to år i vores landsdel. Mine kolleger overalt oplever, at der virkelig er blødt op. Banker og realkreditinstitutter kigger virkelig på det med positive øjne, siger formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm.

I Sønder Hygum er de bare glade for den nye udvikling på lånemarkedet.

- Det betyder alt. Penge er jo ikke det, man har flest af. Så det betyder, at man kan sidde billigere – og der er lidt mere til os, som vi kan leve af. Det er dejligt, slutter Heidi Pihl Jensen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu