Flertal sagde ja til butikker og boliger på posthusgrunden

Torsdag kom planerne om de nye butiks- og boligarealer på posthusgrunden i Vejle et skridt nærmere virkeligheden.

Fem ud af de syv medlemmer i teknisk udvalg i Vejle stemte torsdag for lokalplanen. Den går blandt andet ud på, at byen får nye butiksarealer på 30.000 kvm. på posthusgrunden tæt på indkøbscenteret Bryggen.

Der har ellers været en del kritik af planen, som mange frygter, vil få store konsekvenser for byens nuværende butikker. Men formanden for udvalget tror på, at forslaget vil gavne byen.

Hør formanden for Teknisk Udvalg fortælle, hvad nye butiksarealer vil betyde for Vejle:

- Når først det bliver bygget, så tror jeg, man finder ud af, at der kommer flere borgere inde midt i byen, flere parkeringspladser og så vil handlen blive endnu kraftigere, siger Peter Hummelmose, Venstre, formand for Teknisk Udvalg i Vejle, til TV SYD.

Forslaget sendes nu videre til økonomiudvalget, der endeligt skal beslutte, om forslaget skal tages op i byrådet.