Hård kamp i Højer om at kvalificere sig til TV SYDs Counter-Strike mesterskab

Der skulle tirsdag aften en hård kamp til at afgøre hvilket hold fra Højer Design Efterskole, der kvalificerede sig til deltagelse i TV SYDs Counter-Strike mesterskab.

Der var Counter-Strike på programmet tirsdag aften på Højer Design Efterskole. To hold fra skolen skød hovederne af hinanden i knap to timer i deres indbyrdes kamp om at få lov til repræsentere Højer Design Efterskole i TV SYDs Counter-Strike mesterskab, der løber af stablen mandag den 6. marts.

Følelserne var i kog og sejrsskrigene gjaldede fra de to hold, når de på skift pløkkede hinanden ned i en bedst-ud-tre kamp.

Torbjørn Nyborg fra TRICKED eSports streamede kampen for hundredevis af spændte seere på streamingtjenesten Twitch.

Til daglig underviser Torbjørn Nyborg  på Højer Design Efterskole i Counter-Strike, som han selv spiller professionelt.

Efter en hård kamp blev det HDE.Hype, der løb med sejren 2-1 og dermed kvalificerede sig til TV SYDs Counter-Strike mesterskab. Tiden må vise, om drengene fra Højer Design Efterskole kan gå hele vejen og løfte pokalen på TV SYD i Kolding den 2. april, hvor finalen finder sted.

Følg kvartfinalerne live på TV SYDs Twitch-kanal fra mandag den 6. marts kl. 19.55.