TV der bevæger dig

Havemøbler et hit for tyveknægte

(Foto: Colourbox) Foto: Aleksandr Volkov

Foråret er kommet og mange husejere investerer i nye og dyre havemøbler. Men de frister desværre også tyvene. I 2011 modtog forsikringsselskabet Topdanmark dobbelt så mange anmeldelser om tyveri af havemøbler som året før.

Fra 2010 til 2011 fordobledes antallet af kunder, som anmeldte tyverier af havemøbler til forsikringsselskabet.

- Dengang alle havde hvide plastikstole i haven, var der ingen tyve som interesserede sig for haven, men i dag køber folk dyre havemøbler og udendørs PH lamper. Det gør tyvenes arbejde endnu lettere ? de behøver ikke engang bryde ind i huset for at få et udbytte, siger salgschef Michael Birkelund Pedersen fra Topdanmark i Kolding-området.

Undgå ubudne havegæster

Med forårets ankomst har Topdanmark allerede modtaget de første anmeldelser om tyveri af havemøbler. Endnu er det for tidligt at sige om antallet af tyverier af havemøbler atter vil stige i 2012, men i takt med at plustemperaturen bliver tocifret og flere møbler findes frem, vil tyvene sandsynligvis også dukke frem.

Derfor opfordrer Topdanmark danskerne til at tage nogle forholdsregler.

- Først og fremmest bør man altid pakke sine dyre havemøbler og grillen væk, når man ikke bruger dem. Og så er det en god idé at installere tænd- og sluklamper i haven, så tyvene i det mindste ikke uforstyrret kan slippe væk med den dyre udendørs PH lampe, siger Michael Birkelund Pedersen.

Ifølge Danmarks Statistik er danskernes forbrug på møbler og boligudstyr steget med over 60 % siden 1993. Det kan også mærkes i Topdanmark, som får mange anmeldelser om stjålne møbler.