Her er vejret til dagens Air Show

Der forventes et vekslende skydække ved Flyvestation Skrydstrup søndag.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, melder om en noget blæsende dag, når Danish Air Show søndag åbner dørene for op mod 130.000 publikummer.

Til morgen og i formiddag forventer DMI mange skyer, men i løbet af dagen kommer der i perioder sol. Meteorologerne forventer temperaturer mellem 15 og 17 grader og let til frisk vind fra vest.  

Der er ingen meldinger om nedbør i regionen, og dermed ser det ud til at blive udmærket vejr for de mange tusinde publikummer på Flyvestation Skrydstrup.