Der er royalt besøg fra øverste hylde, når FN-museet i Padborg i dag holder et stort jubilæumsarrangement.
Hans Kongelige Højhed Prins Joachim var med, da museet blev indviet tilbage i 1992. I dag er han igen at finde i Frøslevlejren.
Museet i Padborg fortæller historien om alle Danmarks internationale missioner fra 1948 og op til i dag. Det gælder mere end 65 forskellige missioner. I anledning af jubilæet præsenterer museet en række særudstillinger.
I år er det også 25 år siden, at de første danske FN-soldater blev sendt til Balkan, og museet har valgt, at særudstillingerne skal omhandle den mission. Det er blandt andet muligt at se køretøjer, der var med i indsatsen i Bosnien og Kroatien.
Både det Slevigske Musikkorps og Søværnets Tamburkorps spiller koncerter i løbet af dagen, så dagen bliver festlig.
Udover Prins Joachim deltager også Aabenraa's borgmester, Thomas Andresen, samt viceforsvarschef generalløjtnant Per Ludvigsen.
Se mere på TV SYD i aften kl. 19.30.