Høje erstatninger til frikendte i gigantisk narkosag

Syv udenlandske mænd skal have erstatning for at sidde varetægtsfængslet i en kæmpe narkosag efter fund af 310 kilo kokain i container i Esbjerg.

Seks af de syv frikendte mænd, der alle er af arabisk herkomst og bosat i Belgien og Holland, får 168.000 kroner, mens en syvende får 152.000 kroner - ialt fik de tilsammen 1.160.000 kroner.

Det oplyser advokat Linda Christensen til Ritzau. Hun har repræsenteret en af mændene i erstatningssagen, som har kørt ved Retten i Kolding.

De syv mænd blev frikendt ved Retten i Kolding den 22. december 2016. Ifølge dommen var det ikke blevet bevist, at der var indgået en forudgående aftale om at hente narkotika.

De var tiltalt for indsmuglingen af 310 kilo kokain, der anslås at have en værdi på op mod 900 millioner kroner, hvis det blev blandet og solgt på det illegale marked i Europa.

Under retssagen ved Retten i Kolding forsøgte anklageren i ni retsmøder at beskrive og bevise, hvordan de syv mænd desperate og forgæves forsøgte at få fat i de 310 kilo kokain, der i sække lå gemt i en container, som ankom til havnen i Fredericia lørdag den 11. juli 2015 med skib fra Brasilien via Antwerpen og ifølge anklageren ved en fejl blev sendt videre til Fredericia.

De syv mænd var tiltalt for at ville finde kokainen i Fredericia for at bringe den værdifulde narko ud af Danmark igen med henblik på salg i andre europæiske lande.

Det lykkedes dog aldrig, og containeren endte i stedet hos firmaet Holger Christiansen A/S i Esbjerg. Her slog ansatte alarm, hvorefter politiet fik fat i kokainen tirsdag den 14. juli 2015.

Politiet fortalte dog først offentligheden om sagen i januar 2016, da størsteparten af de syv mistænkte var blevet anholdt og udleveret til Danmark.

Siden blev alle syv frifundet, løsladt og nu tildelt erstatning for den tid, som de sad varetægtsfængslet.