TV der bevæger dig

Husejere blytjekker drikkevand

På 220 af de omkring 730 adresser i Tønder, der har fået påbudt at tjekke deres drikkevand for bly, er der konstateret blyrør. (Foto: Arkiv.)

Tønder Kommune har givet 730 grundejere påbud om at tjekke deres drikkevand for bly. Langt de fleste har allerede fulgt påbuddet.

Over 600 grundejere i Tønder by har nu fået tjekket deres drikkevand for bly. Dermed har langt de fleste af de berørte grundejere fulgt kommunens påbud, og det glæder kommunens miljøchef, Christa Jørgensen, sig over.

- Indtil nu har vi pålagt ca. 730 grundejere at få gennemført en undersøgelse for bly på adressen, og af dem har godt 600 efterkommet påbuddet, siger Christa Jørgensen.

Drikkevandsundersøgelserne er en del af en handleplan, Tønder Kommune har lavet i samarbejde med embedslægen. Handleplanen blev lavet efter at der sidste sommer blev konstateret bly i drikkevandet mange steder i den ældre del af Tønder by.

Blyforureningen stammer fra private vandrør og installationer af bly eller fra stikledninger af bly. Frem til omkring 1950 blev der nemlig i stort omfang brugt blyledninger og blyinstallationer i vandforsyningen i Tønder.

Blyrør på 220 adresser

På ca. 220 adresser er der konstateret blyrør på eller i ejendommen, og de fleste grundejere med for høje blyværdier i drikkevandet har straks udskiftet blyrørene på eget initiativ. I omkring 50 tilfælde har kommunen påbudt at blyrørene skulle udskiftes.

Ifølge kommunens handleplan skal alle offentlige blyledninger være udskiftet inden udgangen af 2012. Tønder Forsyning er derfor i fuld gang, og udskiftningen går planmæssigt. På A.J. Andersensvej, Dragonvej, Leosalle, Markgade, Popsensgade og Pr. Petersensvej er blyledninger nu fjernet, og udskiftning af ledninger er øjeblikket i gang på Strucksallé.

- Det er glædeligt, at de private grundejere også tager ansvar. Nu appellerer vi blot til, at de sidste grundejere også kommer med og får gennemført undersøgelse og udskiftning, hvis det er nødvendigt, siger miljøchef Christa Jørgensen.

Hun peger bl.a. på, at ejerne af 25 udlejningsejendomme endnu ikke har fulgt påbuddet om undersøgelse. Det vil sige, at beboerne ikke kan vide, om de drikker blyholdigt vand. De kan ikke selv gøre noget for at få besked, men er afhængige af ejerne.

Embedslæge bakker op

Embedslæge Henrik L. Hansen bakker op om miljøchefens appel og understreger, at indtagelse af store mængder blyholdigt drikkevand over en længere periode kan medføre sundhedsproblemer, eksempelvis skader på nervesystemet og øget risiko for hjertekar-sygdomme. Bly udgør en særlig risiko for børn.

- Problemet med bly i drikkevandet er meget reelt. Der skal gøres noget. Man kan i en periode klare sig igennem med at drikke flaskevand og dermed undgå at få for meget bly i kroppen. Men det holder ikke i længden. Det er derfor helt nødvendigt, at alle nu kommer med og får undersøgt vandet for bly og eventuelt får gennemført de helt nødvendige udskiftninger af blyrørene, siger embedslægen.

Miljøchef Christa Jørgensen forventer, at de resterende undersøgelser og udskiftninger bliver gennemført snarest. Skulle det mod forventning blive nødvendigt, kan kommunen gennemføre selvhjælpshandlinger for ejerens regning.

- Vi tror ikke, det kommer så vidt. Vi tror og håber fortsat på, at vi alle kan se det fornuftige i, at vi får løst disse problemer bedst muligt, siger miljøchefen.