VM i håndbold: Særlig opbakning til Møllgaard

Danmarks kampe ved håndbold-VM har særlig stor interesse i den lille by Gredstedbro mellem Ribe og Esbjerg.

Det danske herrelandshold møder lørdag aften Ungarn i den første mellemrundekamp ved VM i håndhold.

Kampen spilles i Boxen i Herning, men den bliver fulgt lige så tæt i Gredstedbro, en mindre by mellem Ribe og Bramming med godt 1.000 indbyggere. Her holder man særligt øje med den 34-årige forsvarspiller Henrik Møllgaard.

Alle kender Henrik

Henrik Møllgaard var bare seks år, da han begyndte at spille håndbold i Gredstedbro i Kongeå Håndboldklub. Den nu 1,96 meter høje forsvarskæmpe spillede i klubben, indtil han som juniorspiller rykkede til Ribe HK.

I barndomsklubben kender alle stadig navnet Henrik Møllgaard. Også selvom det er 20 år siden, at han spillede sin sidste kamp for Kongeå Håndboldklub, der i dag har omkring 90 aktive spillere - heraf 60 børn og unge.

quote

Selv vores alleryngste børnespillere ved, at Henrik Møllgaard har spillet i samme hal, som de nu gør.

Patrick Hougaard, formand, Kongeå Håndboldklub

- Selv vores alleryngste børnespillere ved, at Henrik Møllgaard har spillet i samme hal, som de nu gør. De går meget op i landsholdets VM-kampe og at vores lille klub har leveret en nøglespiller, siger Patrick Hougaard, der er formand for Kongeå Håndboldklub til TV SYD.

Vender tit hjem

Selvom Henrik Møllgaard siden barndomsårene har været omkring store klubbber i Ribe, Skjern, Kolding, Paris og Aalborg, så har han flere gange været tilbage i Gredstedbro, hvor hans forældre også boede indtil for kort tid siden.

Henrik Møllgaard har eksempelvis optrådt som gæstetræner på håndboldskoler i sommerferien i Kongeå Håndboldklub, fortæller hans tidligere træner Dennis Jørgensen. Han trænede Henrik Møllgaard de første år i Gredstedbro.

quote

Allerede som lille dreng var han vild med at træne. Han havde altid en bold i hånden i de mange timer, som han tilbragte i hallen.

Dennis Jørgensen, tidligere træner for Henrik Møllgaard 

- Allerede som lille dreng var han vild med at træne. Han havde altid en bold i hånden i de mange timer, som han tilbragte i hallen, fortæller Dennis Jørgensen.

Finale på storskærm

Efter en periode hvor Henrik Møllgaard tilbragte mere tid på landsholdets udskiftningsbænk end på banen, har han nu fået en større rolle ved VM. Og større end sidste års EM i Kroatien. Det glæder de sig over i Møllgaards barndomsklub.

- Hvis Danmark når finalen, kunne vi godt finde på at lave et arrangement med storskærm i hallen, så hele Gredstedbro kan samles og følge kampen, siger Patrick Hougaard.