TV der bevæger dig

I Hviding accepterer de ikke kriminelle asylansøgere

Erik Jepsen (th) leder AsylSyd Center Hviding tolerer ingen kriminelle på asylcenteret Foto: Claes Adel, TV SYD

I Hviding arbejder de hårdt for at sikre, at asylsøgere ikke kommer ud på et kriminelt skråplan. Oplysning og nul-tolerance-politik er vejen frem.

På asylcenteret i Hviding bor der lige nu 265 asylansøgere, og her er de fleste beboere fra 18 lande i dag ikke i tvivl om, hvad man må og ikke må i det danske samfund.

Hvis et barn har stjålet over i Brugsen, som faktisk er sket, så betyder det, at hele familien bliver flyttet til et andet asylcenter.

Erik Jepsen, leder AsylSyd Center Hviding

Asylcenterets leder Erik Jepsen er sikker på, at en meget konsekvent nul-tolerance-politik på centeret hjælper potentielle kriminelle asylsøgere til at holde sig på den rigtige side af loven.

- Uanset hvad der er sker, hvor politiet er indblandet, så handler vi på det med det samme. Hvis et barn har stjålet over i Brugsen, som faktisk er sket, så betyder det at hele familien bliver flyttet til et andet asylcenter.

Da et barn stjal i den lokale Brugs, blev hele familien flyttet til et andet asylcenter Foto: Claes Adel, TV SYD

Det kan lyde som en barsk konsekvens, men er nødvendigt, mener Erik Jepsen.

00:57 Luk video

 

- På den måde kan vi over for andre beboere illustrere, at vi ikke vil acceptere det, og også over for lokalbefolkningen, som vi gerne vil have et godt samarbejde med.

Alle nyankomne beboere får straks en folder og en snak med asylcenterets medarbejdere om regler, dansk kultur og så nul-tolerance overfor kriminalitet.

Faktisk er antallet af asylansøgere, som bliver sigtet for at overtræde straffeloven faldet markant. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Færre asylsøgere har begået kriminalitet i 2016

På landsplan er antallet af sigtelser mod asylansøgere faldet fra 1.923 i første halvår i 2015 til 1.480 i første halvår af 2016. Det er et 443 færre sigtelser.

Tre ud af fire sigtelser var for tyveri, primært butikstyveri. mens der er langt færre sigtelser for indbrud og vold - og endnu sjældnere for sædelighedsforbrydelser.

Der er tale om sigtelser, ikke domme, og tallene betyder ikke, at antallet af sigtelser er det samme som personer, da en asylsøger kan stå bag adskillige forhold.

Faldet er markant, da der samtidig er kommet væsentlig flere asylansøgere til landet. Alene i 2015 søgte 21.316 asyl i Danmark. I de første ni måneder af 2016 søgte 5289 asyl.

Læs også Baderegler på arabisk var med til at skaffe ro i svømmehal