Igen p-afgifter for langtidsparkering

For en gang skyld er TV SYD blevet overhalet indenom. Få timer før vi skrev, at 25-timers reglen var suspenderet, blev den sat i kraft igen.

- Der vil blive opkrævet p-afgifter til lastbiler, der holder mere end 25 timer på en rasteplads, fortæller pressechef Martin Østergaard fra Vejdirektoratet til TV SYD lørdag morgen.

Forbuddet trådte i kraft den 1.juli, men det udløste en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-kommisionen, der mener, at det er diskriminerende mod udenlandske chauffører.

- Da vi hørte det, tænkte vi, at vi hellere måtte vente med at gå igang fortæller Frode Nielsen, direktør for Parkering Nord, der varetager P-kontrollen for Vejdirektoratet.

Men en åbningskrivelse er kun det første dokument i en lang proces, som Danmark ovenikøbet kan vinde.

- Det er overhovedet ikke noget, EU skal blande sig i. Reglerne gælder for alle, ligesom cabotagereglerne, en sag, som Danmark vandt, siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten. 

- Da vi fandt ud af, hvordan det hang sammen, ringede vi torsdag til Parkering Nord og fortalte dem, at de godt kan gå igang, fortæller Martin Østergaard fra Vejdirektoratet.

Men der er ikke stukket p-afgifter ud endnu.

- De skal jo lige have holdt der mere end 25 timer, siger Frode Nielsen fra Parkering Nord.