To indbrud mens beboerne lå og sov

To indbrud i Sønderjylland natten til tirsdag mens beboerne lå og sov.

Ved 3.30-tiden vågnede en beboer i et hus i Agerskov ved, at der var indbrud. 

Beboeren lå og sov på første sal, da tyven brød ind og stjal en pung med diverse kort, en bærbar computer, tre rammer dåseøl, en knivblok med kokkeknive, frostvarer og en kædesav.

Han kørte derfra i en bil med LED-baglygter, men vendte kort tid efter tilbage efter en taske.

I Sønderborg skete noget lignende ved 02-tiden. Her lå husets beboer ligeledes og sov, da en tyv brød ind og rodede både første sal, stueetage og kælder igennem. På vej væk tabte gerningsmanden noget sølvtøj.

- Indbrud mens husets beboere ligger og sover er ikke den mest gængse fremgangsmetode for tyvene, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.