Joke blandt unge piger er endt som VM-hyldestsang

Elever på Aller Friskole hylder håndboldherrerne med en VM-sang. 11 piger, der har musik sammen, har skrevet sangen.

Når bolden den flyver i det danske land.
Så er det nu at vi støtter alle mand.
Når Hansen han svæver over fransken blå.
Og Lauge flækker den ind på må og få.

Sådan lyder teksten til første vers af hyldestsangen ”Dannebrog til tops”. 11 piger i 7.-9. klasse på Aller Friskole har skrevet og indsunget sangen som hyldest til de succesfulde danske håndboldherrer, der i aften løber på banen til topkampen mod Norge.

quote

Jeg håber, håndboldherrerne når at høre vores sang - og synes, at det lyder lige så godt, som vi selv synes.

Mathilde Fehse Svava, forsanger og musikelev, Aller Friskole

Fire af pigerne fik i efteråret idéen til sangen. Nogle af dem spiller også selv håndbold.

- Det hele begyndte lidt som en joke: Nu kommer VM i håndbold til Danmark for første gang i næsten 40 år – og vi har ikke rigtig hørt en sang, der beskriver det, siger forsanger og musikelev på Aller Friskole, Mathilde Fehse Svava, til TV SYD, og fortsætter:

- Men lige pludselig sad vi i øvelokalet Narnia og skrev på en sang.

124 kilometer fra Herning, hvor herrerne kæmper sig mod toppen, hepper pigerne med deres egen hyldestsang.

- Kom så. I kan godt. I skal få guld. Det skal være i Danmark - og det skal være for første gang, forklarer forsanger Mathilde om tankerne bag sangen.

quote

Det hele begyndte lidt som en joke - men lige pludselig sad vi i øvelokalet Narnia og skrev på en sang.

Mathilde Fehse Svava, forsanger og musikelev, Aller Friskole

Selvom pigerne ikke griber bolden ligeså godt som Mikkel Hansen, så greb de idéen sammen med deres musiklærer - og skrev sangen.

- Der har været en fællesskabsfølelse herude omkring, at nu er det vm, og det er herrelandsholdet i håndbold, forklarer musiklærer Jakob Wendt, der har hjulpet til med rim og akkorder.

Men at få sangen i mål er pigernes egen fortjeneste – og de har nydt, at det er deres helt egen sang. Normalt spiller de nemlig kun sange, som andre har skrevet.

- Det har været meget dejligt at have indflydelse på sangen - og jeg synes, at det blev rigtig godt, fortæller Mathilde Fehse Svava, der har et stille håb med sangen:

- Jeg håber, håndboldherrerne når at høre vores sang - og synes, at det lyder lige så godt, som vi selv synes.

Du kan læse hele teksten til sangen på Aller Friskoles Facebookside.