Kolding Kommune dropper B&O

Økonomisk trængte B&O har mistet Kolding Kommune som kunde. Kommunen vil for fremtiden indkøbe elektronik i en mere folkelig prisklasse.

- Nu er det billigere apparater, der bliver bestilt, når der er brug for nye fjernsyn, oplyser direktionssekretær Peter Olesen til JydskeVestkysten.

Kommunalpolitikerne strammede sidste år reglerne for indkøb af designermøbler og kunst, og nu er turen også kommet til elektronik.

Borgmester Jørn Pedersen (V) blev kritiseret for at have indkøbt et B&O-fjernsyn til knap 50.000 kroner til sit kontor. Han forsvarede sig med, at han ikke selv havde bestilt det.

- Jeg er enig med den nye kommunaldirektør i, at Kolding Kommune ikke skal købe den slags dyre fjernsyn, siger Jørn Petersen til avisen..