Kolonihavefolket har tabt

Kolonihavefolket i Vejle har tabt en langvarig og ihærdig kamp for at bevare deres haver, der ligger i vejen for byudviklingen.

Alle deres klager over kommunens lokalplaner er blevet afvist af Natur- og Miljøklagenævnet.

Værst går det ud over kolonihaveforeningen Nordly, der mister 80 haver. Arealet skal give plads til et psykiatrisk sygehus ved Vejle Sygehus i Grejsdalen.

30 haveejere bor fast i deres kolonihavehuse. De skal ud senest 1. oktober.

17 haver nedlægges i Vejle Enge ved Trædballe for at give plads til parkeringspladser og udvidelse af DGI-huset. Kun fem haver bliver berørt af 1. etape af byggeriet. Det betyder, at de fleste haver kan afvikles over flere år.

Haveforeningen Borchsminde har de fleste haver i det berørte område.

Erstatning

Kommunen stiller et område i de våde enge i Trædballe til rådighed for erstatningshaver. Oprindelig skulle der være 130 nye haver, men nu er antallet nedsat til 95 for at undgå for tæt bebyggelse.

I den nye kolonihave skal det håndhæves, at beboerne ikke må have fast adresse i husene.

En grundejerforening i Trædballe protesterer mod den nye udstykning af kolonihaver. De bliver naboer til kolonihaverne. I dag har de udsigt over engene, der skal afvandes med fare for, at vandet trænger op til deres huse.

Natur- og Miljøklagenævnet har behandlet en lang række klager, blandt andet om lokalpolitikeres inhabilitet i forbindelse med vedtagelse af lokalplanerne, med alle klager er blevet afvist.

Beboerne i kolonihaverne kan kun forvente en beskeden erstatning, når de skal rømme deres huse. I kolonihaveforeningen Nordly ventes den at blive på 25.000 kroner.