Par kritiserer kommunen i sag hvor der er mistanke om seksuelt overgreb

Sagen drejer sig om en 5-årig pige, der angiveligt er blevet misbrugt af en dreng på en institution. Det er Esbjerg Kommune selv, der har meldt sagen til politiet.

En mor og en stedfar til en 5-årig tvangsfjernet pige fra Esbjerg er stærk utilfredse med den måde, som Esbjerg Kommune har håndteret den mulige misbrugssag mod deres datter.

Ifølge Stina-Sofie Hellan Hansen og Stefan Andersen så blev de først orienteret om det mulige overgreb to dage efter, at  institutionen fik kendskab til sagen. De er utilfredse med, at pigen ikke efterfølgende blev tilset af en læge, og at det mulige misbrug først efter tre uger er blevet meldt til politiet.

Den 5-årige pige er tvangsfjernet fra moren med henvisning til, at hun ikke kan varetage barnets tarv. Derfor er parret meget frustreret over, at pigen nu angiveligt er blevet misbrugt på en af kommunens egne institutioner.

Esbjerg Kommunes familiechef Jørgen Bruun ønsker ikke at stille op til interview i konkrete børnesager og slet ikke, hvor der verserer en sag hos politiet, oplyser han til TV SYD.

Familiechefen understreger, at ifølge ham, så er alle regler i kommunens handle- og beredskabsplan for lignende sager fulgt.