Konditorelev Louise Madsen går benhårdt efter en sejr til DM i skills

Louise Bruun Madsen træner og træner i disse dage. Hun skal være klar til næste uge, hvor danmarksmesterskabet for erhvervsskoleelever bliver afholdt.

Louise Bruun Madsen er konditorelev hos Lagkagehuset i Fredericia, og hun går målrettet efter en sejr som Danmarks bedste konditorelev.

quote

 Jeg håber virkelig på, at jeg vinder. Hvis man ikke tænker det, så skal man ikke være med i en konkurrence.

Louise Bruun Madsen, konditorelev, Lagkagehuset, Fredericia

- Jeg håber virkelig på, at jeg vinder. Hvis man ikke tænker det, så skal man ikke være med i en konkurrence, siger Louise Bruun Madsen, og indrømmer at nervene er lidt flossede her de sidste dage før konkurrencen. 

- Det kommer lidt i ryk, vil jeg sige. Nogen gange tænker jeg "shit" det går ikke, og så andre gange føler jeg mig okay parat, fortæller den travle elev, som også drømmer om kager om natten.

DM i Skills finder sted fra den 26. til den 28. januar i Gigantium i Aalborg.