Kultur-kraftcenter på vej i Vardes centrum

Varde Byråd vedtog i aftes at frigive de første 2 mio. kr. til skabelsen af et kulturelt fyrtårn indenfor musisk kreativitet

Næsten 2.000 etagemeter bliver ledige i Vardes midtby, når VUC til sommer flytter til det nye campus. Den ledige plads besluttede byrådet i aftes at omdanne til et kreativt fyrtårn i bymidten med beliggenhed helt tæt ved spillestedet Smedeværkstedet og i øvrigt byens Artillerimuseum.

Den tidligere VUC-bygning skal efter endt ombygning danne rammen for Musik & Billedskolen samt Varde Garden, ligesom der skal opstå helt nye kreative former som f.eks. en tone-space-cafe.

Et sted hvor byens musikinteresserede kan komme og skabe musik via nye elektroniske muligheder, der vil blive stillet til rådighed.

Tonespace er fremtiden

- Musik & Billedskolen samt Varde Garden bliver primære brugere, men lokalerne vil blive indrettet til fleksibel brug, og vi vil satse rigtigt meget på, at byens øvrige kultur- og musik-miljø skal kunne bruge den overskydende plads og i øvrigt faciliteterne, når de er ledige. Vi vil have skabt et kreativt, levende, ungt miljø, og jeg er meget begejstret for, at byrådet nu har nikket ja til planerne. Det bliver super for hele kulturlivet i Varde Kommune, siger chefen for kultur- og fritid i Varde Kommune, Kirstine Gottlieb.

Indretning af lokaler til mindre koncerter er en naturlig selvfølge i det nye kraftcenter i Varde Midtby, ligesom man vil i gang med at skabe en tone-space-cafe ? en kunstart der vinder frem blandt unge musikinteresserede, men som blot udbydes få steder i landet.

Nyt mekka i 2012

- Tonespace er arbejdet med lydcollage på computer og har den styrke, at den kan tiltrække både folk der spiller et instrument samt folk, der blot har lyst til at eksperimentere og skabe musik elektronisk. Vi udbyder i første omgang ikke egentlig undervisning, men det bliver et sted, hvor de unge kan udfolde sig, og vi kan så hen ad vejen udbyde diverse workshops indenfor det område. Samtidigt ligger lokaliteterne tæt ved siden af både Artillerimuseum og vores lokale spillested, Smedeværkstedet. Der er virkelig lagt op til kreativitet og samspil på en helt nye måde, fortæller Kirstine Gottlieb.
  
Inden den snart tidligere VUC-bygning kan bruges til det nye formål skal lokalerne gennem en ret omfattende ombygning, ligesom selve bygningskvaliteten skal forbedres både hvad angår tag og vinduer. Den øgede musikalske anvendelse vil bl.a. kræve lydisolering, men det er håbet, at man allerede i starten af 2012 kan slå dørene op til et mekka for nye kreative udfoldelsesmuligheder i Varde Midtby.