Kun få flygtninge får arbejde

Ikke mange af de flygtninge, der kommer til Danmark, får et job. Det gælder dog ikke i Vejle.

Her bliver halvdelen af de flygtninge, der kommer til Vejle kommune, selvforsørgende inden for et år.

Hemmeligheden?

- Vi arbejder med at få folk hurtigt ud i praktik og ud i virkeligheden. Vi har screenet markedet og kigget på, hvilke brancher man hurtigt kan komme i job i, hvis man kommer uden de helt store sproglige kompetencer, siger Christoffer Melson (V), der er formand for arbejdsmarkedsudvalget i Vejle, ifølge ritzau.

Flygtningene får især arbejde indenfor rengøring, pleje og omsorg, fødevarer, køkken og service, butik og lager.

På landsplan har kun syv pct. af de syrere, der kom i 2010 og 2011, fået et arbejde efter et år ifølge Dansk Arbejdsgiverforening.