Kvinde på jagt efter voldtægtsforbrydere

En 59 årig kvinde fra Kolding er personligt gået ind i eftersøgningen af to voldtægtsmænd.

Forrige lørdag blev en 16-årig pige voldtaget af to mænd på en trappe i Naverstræde i Kolding. Den ene holdt hende, mens den anden begik fuldbyrdet voldtægt.

- Vi skal ikke finde os i sådan noget. Det kan betale sig at gøre noget, og jeg vil gerne være med til at skabe opmærksomhed om sagen, siger Elene Nielsen til JydskeVestkysten.

Hun opsøger blandt andet forretninger, fitnesscentre og bokseklubber med et signalement af forbryderne.

Forbryderne

Manden, som begik voldtægten, beskrives som 25 til 35 år. Han er 185 til 195 centimeter høj og talte dansk med udenlandsk accent. Han var karseklippet med et Z barberet ind i håret.

Den anden var 25 til 30 år, mellem 170 og 175 centimeter høj og skaldet. Han havde en stor boksernæse og talte dansk med udenlandsk accent.

Leder af lokalpolitiet i Kolding, politikommissær Kuno Jensen, bakker op om Elene Nielsens indsats.

- Vi vil gerne have offentlighedens hjælp til at opklare forbrydelsen, understreger han.

Oplysninger til politiet på 1-1-4.