Lån et menneske og slip af med dine fordomme

Bliver en alkoholiker nogensinde ædru og er overvægtige dovne? Find ud af det på lørdag, når Varde Bibliotek omdannes til et menneskebibliotek.

Det behøver ikke nødvendigvis at være bøger, man låner på et bibliotek. Lørdag den 27. august bliver der mulighed for at låne mennesker på Varde Bibliotek.

Fra klokken 11-14 kan man låne et menneske til 30 minutters samtale, der repræsenterer grupper i samfundet, som har været udsat fordomme, stigmatisering eller diskrimination. Det skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Man kan blandt andet møde en ædru alkoholiker, en tidligere stofmisbruger, en muslim og en veganer.

- Jeg synes, det er et super initiativ. Det handler jo om, at folk kan komme og blive oplyst, og især i en tid, hvor meget kommunikation foregår digitalt, er det vigtigt, at man kan stå ansigt til ansigt og samtale fredeligt med folk, man ikke kender, siger bibliotekschefen, Karsten Rimmer Larsen.

Arrangementet er gratis og er en del af kultur- og dialogprojektet "Abrahams børn."

Det er foreningen Menneskebiblioteket, der hidtil har fungeret i København, der står bag projektet.