Landsbyboere frygter årelang usikkerhed

Efter at milliarderne i Togfonden er blevet lagt på is, har det skabt usikkerhed, om der kommer en jernbane mellem Vejle og Billund.

Milliarderne i togfonden er skrumpet gevaldigt i takt med de faldende oliepriser, og forleden lagde regeringen nærmest Togfonden ned. Dermed er det højst tvivlsomt, om der kommer en jernbane mellem Vejle og Billund.

Dermed ved en gruppe landsbyboere nu ikke, om de skal have en jernbane i baghaven eller ej.

Der er jo ikke nogen, som vil købe noget, hvor de ikke ved, om der måske kommer en jernbane i baghaven.

Sammen med sin mand har Kirsten Hørlyck de sidste 15 år drevet landbrug i landsbyen Åst. Man skulle tro, at de var glade for, at der tilsyneladende ikke kommer en jernbane gennem deres baghave. Men det er usikkerheden omkring jernbanen, der har sat fremtiden på pause.

- Man står sådan lidt med afmagt et eller andet sted. Man tænker, hvad kan jeg egentlig gøre, for vi er jo stavnsbundet her, som det er lige nu. Vi kan ikke udvikle, vi kan ikke afvikle, siger Kirsten Hørlyck til TV SYD.

Hun er langt fra alene om at være bekymret. En gruppe lokale er gået sammen om at kæmpe landsbyernes sag.

For at undgå, at de lokale bliver ramt, har naboerne udarbejdet deres eget forslag til en alternativ linjeføring.

- Vi håber på at politikerne, både landspolitisk og lokalt, kigger seriøst på, at det her forslag faktisk er billigere, og generer mange færre borgere, siger Martin Fogh Skovlyst, der er talsmand for borgere i Åst, Mørup og Gadbjerg.

Uanset hvad resultatet bliver, så håber Kirsten Hørlyck på snarlig afklaring.

- Hvis ikke det bliver afgjort, så er vi endnu mere stavnsbundne. For der er jo ikke nogen, som vil købe noget, hvor de ikke ved, om der måske kommer en jernbane i baghaven, uddyber Kirsten Hørlyck.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen tidsplan for, hvornår der bliver truffet en beslutning om Vejle-Billund jernbanen.