Lave oliepriser giver Blue Water underskud på 14 millioner

Siden efteråret 2015 har Blue Water Shipping mærket faldende transportaktiviteter for olie- og energisektoren, og det resulterer i et underskud på godt 14 millioner kroner i 2015.

Siden efteråret 2015 har Blue Water Shipping mærket faldende transportaktiviteter for olie- og energisektoren. Det resulterer i, at Blue waters regnskab for 2015 viser et underskud på godt 14 millioner roner før skat, mens omsætningen stiger en anelse og runder 5 milliarder kroner.

- Det er et kedeligt og selvfølgelig ikke tilfredsstillende resultat, men det kommer ikke som en overraskelse for os, at 2015 slutter med et beskedent underskud. Vi har over nogle måneder set en opbremsning i opgaverne – især inden for olie og energi, hvor hele sektoren er ramt at de lave oliepriser, siger Kurt Skov, Blue Water Shippings grundlægger og adm. direktør i en pressemedelse om 2015-regnskabet.

For få uger siden blev det offentliggjort, at et konsortium med Blue Water Shipping i spidsen skal levere 15 specialskibe til transport af gods og moduler op til 1800 t til udvidelsen af et oliefelt i Kazakhstan. En opgave til en samlet værdi på 2,3 milliarder kroner og som løber frem til 2021.  

- Jeg ser positivt på den kommende periode. Vi har en meget solid kerneforretning, og sammenholdt med de investeringer vi har lavet for at forbedre vores setup og vores systemer, er jeg overbevist om, at vi ser fin fremgang i vores forretning på både kort og lang sigt, siger Kurt Skov, der forventer, at Blue Water får et positivt resultat for 2016.