Stadig flere af borgerne i Varde Kommune kommer i arbejde. Faktisk går det så godt, at kun 492 arbejdsmarkedsparate borgere går ledig i øjeblikket.
Dermed går 2,1 procent af arbejdsstyrken ledig i kommunen. Det er et godt stykke under resten af Region Syddanmark som ligger på 3,8 procents ledighed.
Borgmesteren i Varde Kommune Erik Buhl (V) er godt tilfreds med det lave tal, men ser også en udfordring i den lave ledighed.
- Det er rigtig gode tal, og tendensen har været der i nogle år. Det er en situation, hvor vi også kan se nogle udfordringer. Der er nogle stillinger som er svære at få besat, så det er vigtigt at vi har et godt samarbejde med virksomhederne i Kommunen så vi kan få nogle flere folk til Vestjylland, siger borgmesteren til TV SYD.
Ifølge borgmesteren er det især flere tømrer og elektrikere som står højt på kommunens ønskeliste.
Det er en situation, hvor vi også kan se nogle udfordringer.
En af virksomhederne som skal hjælpe med at lokke flere kvalificerede medarbejdere til kommunen er Fibervisions i Varde. Virksomheden producerer fibre til blandt andet bleer.
- Kommunen er utrolig lydhøre overfor vores behov. Vi bliver inviteret til dialog, og de spørger aktivt ind til vores behov, siger salg og marketingchef i Fibervisions Flemming Bynge til TV SYD.