Lilholt tyvstarter turné på den lille scene

Selvom der hverken er meget plads på scenen eller på publikumspladserne, så lykkes det gang på gang for Byens Hus i Jelling at tiltrække store danske musiknavne.

Lars Lilholt er vant til at spille på de helt store scener, men når han tirsdag aften spiller den første koncert på den nye akustiske turné, så foregår det i små og mere intime rammer i Jelling.

Spillestedet Byens Hus er nemlig blevet kendt for at have et godt tag på nogle af de store danske navne, og det gælder også Lars Lilholt Band.

quote

Hvem siger, at Jelling er en lille by. I min bevidsthed er Jelling en kæmpestor by

Lars Lilholt, musiker

- Hvem siger, at Jelling er en lille by. I min bevidsthed er Jelling en kæmpestor by. Det er jo her Danmarks dåbsattest blev skrevet, siger Lars Lilholt til TV SYD.

Lars Lilholt fortæller, at han næsten har spillet hvert eneste år i Jelling, siden festivalen i byen den startede, og det er ikke mindst på grund af Jelling Musikfestival, at byen kan tiltrække store navne også udenfor festivalsæsonen.

- Det her hus emmer af den her folkelighed, som festivalen også gør, siger festivaldirektør Lars Charlie Mortensen til TV SYD.

For Lars Lilholt er den lille scene i Byens Hus det perfekte sted at starte årets turné op, og selvom der ikke er så meget plads, så er musikerne klar til at komme tæt på publikum.

- Jeg bliver faktisk mere nervøs, når jeg står overfor 100 mennesker, så det er en god måde at blive lidt skarpere på, siger Lars Lilholt til TV SYD.

Aftenens koncert er for længst udsolgt, men du kan se mere til Byens Hus, når programmet I godt Selskab besøger stedet på TV SYD Plus tirsdag klokken 19.55.