Lokal guldsmedelærling vandt bronze ved DM

Det danske mesterskab i guldsmedehåndværk blev søndag afgjort. Pernille Pryssing Landstrøm fra Guldsmed Lind i Horsens fik en flot tredjeplads.

Syv guldsmedelærlinge har fredag, lørdag og søndag konkurreret på Koldinghus om titlen som danmarksmester i guldsmedekunst.

Der var kun en deltager fra TV SYDs sendeområde: Pernille Pryssing Landstrøm fra Guldsmed Lind i Horsens. Hun sørgede til gengæld for at holde den lokale fane højt med en flot tredjeplads.

quote

Det har været stressende, for de har fået en opgave, der har presset dem helt ud til fingerspidserne.

Marianne Daniel Olsen, medarrangør, DM i guldsmedehåndværk

Som noget nyt fik gæsterne på Koldinghus mulighed for at komme helt tæt på de hårdtarbejdende guldsmedelærlinge – efter mange år med lukkede arrangementer for branchen.

- Det har været stressende, for de har fået en opgave, der har presset dem helt ud til fingerspidserne, fortæller medarrangør af DM i guldsmedehåndværk, Marianne Daniel Olsen, til TV SYD.

Det sker for at udbrede kendskabet til guldsmedehåndværket. 

Danmarksmesterskabet blev vundet af Maria Jeppesen fra Decor Jewelry i Frederikshavn, mens sølvmedaljen gik til Camilla Aagaard Jensen fra Guldsmed Maegaard i Bogense.

Udover æren får vinderen Maria Jeppesen også en plads ved det nordiske mesterskab i guldsmedehåndværk, der holdes til New Nordic Jewelry & Watch Show i Bella Center til august. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.