Mand efterlyses for voldtægt af 17-årig pige

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten til søndag modtaget en anmeldelse om voldtægt i Sønderborg. Nu efterlyser de både en mulig gerningsmand og vidner til sagen.

Ifølge vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt har den 17-årige pige forklaret, at hun blev overfaldet og trukket med ned af et stisystem i Sønderborg midtby. Anmeldelsen om voldtægt har politiet modtaget klokken 03.12.

I forbindelse med anmeldelsen efterlyser politiet nu en 20 -25- årig mand, 190 – 200 cm høj, muskuløs bygning, karseklippet med lyst hår og beskrevet som etnisk dansker. Han var iført en lys skjorte, mørke bukser og så bar han en tyk halskæde.

Politiet oplyser, at voldtægten angiveligt er foregået ved et stisystem nær Hotel Comwell. Hvis nogen omkring klokkken 03.00 har set en mand, der svarer til beskrivelsen, som trækker afsted med en ung pige, vil politiet gerne høre nærmere på telefon 1 1 4.