Mandagens overblik: Sådan bliver dagen

I dag bliver de fire danske verdensmestre og de fire norske sølvvindere i håndbold, der til dagligt spiller i Flensborg-Handewitt, hyldet på rådhuset i Flensborg klokken 14.30. De skriver sig samtidig ind i byens gyldne bog. 

Før jul besluttede byrådet i Kolding at lukke Kolding Havn og bygge boliger på området. En beslutning, som havnens virksomheder er imod. I formiddag mødes Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund, der stiller op til Folketinget i Sydjyllands Storkreds, med havnevirksomhederne i Kolding.

Skal politikerne i Esbjerg Byråd gå ned i løn? Det spareforslag bliver i dag behandlet. Den 27. januar kunne TV SYD fortælle, at SFs gruppeformand i Esbjerg Byråd, Diana Mose Olsen, foreslog, at politikerne skulle bidrage til de nødvendige besparelser i Esbjerg Kommune. 

Kort efter klokken 03 natten til mandag vågnede beboerne i Vonge nordvest for Vejle ved et brag, da en 40-årig mand i bil tørnede ind i et hus midt i byen. Bilisten er blevet sigtet for spirituskørsel, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Der falder både slud og regn mandag morgen, så vejene kan være glatte. Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog hos DSB og Arriva.

Mandagens vejrmenu lyder en anelse trist. Dagen bliver overskyet og med regn, slud og sne. Temperaturen vil være på cirka tre graders varme, og vinden bliver frisk. Særligt ved Vestkysten, hvor man kan opleve kraftige vindstød og hård kuling. 

 

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen

Ernst Møller