Med euro fra Tyskland er museet Flugt halvvejs

Med de ti millioner kroner fra Forbundsdagen i Berlin er halvdelen af pengene hjemme. Og det bliver lettere at finde resten, efter det tyske parlament har haft tegnebogen fremme.

- Det er første gang, vi har fået en donation fra udlandet, og med den er vi halvvejs mod vores mål: at kunne sætte spaden i jorden til det nye museum til foråret, fortæller museumsdirektør for Varde Museum, Claus Kjeld Jensen, til TV SYD.

De 1,3 millioner euro, der nu er på vej til flygtningemuseet Flugt, skæpper godt i kassen. Man regner med, at det vil koste omkring 100 millioner kroner at etablere museet, og at der nu kommer penge fra udlandet er ikke helt normalt.

 - Det er usædvanligt, at Forbundsdagen bevilger penge til projekter i udlandet udover mindretallene, fortæller Siegfried Matlok, tidligere redaktør for Der Nordschleswiger og kender af tysk politik.

Ikke nok med, at pengene fra Tyskland gør, at man er tættere på at have finansieringen på plads. Det vil også gøre det nemmere at få penge andre steder fra, at man nu fra tysk side vælger at støtte projektet, fortæller Claus Kjeld Jensen. Han håber, at signalet fra Tyskland vil gøre, at flere mulige donorer tør kaste penge efter projektet.

- Det er et kæmpeskridt i den rigtige retning for Flugt (museet, red.). Vi har gået og ventet på en markering fra Tyskland på, om man vil være med i det her, og det er der en række danske donatorer, der også har ventet på, siger museumsdirektøren.

Historien om flygtninge dengang og nu

Flugt, som det nye museum kommer til at hedde, skal både fortælle historien om dengang, da tyske flygtninge en overgang gjorde Oksbøl ved Varde til Danmarks femtestørste by med 36.000 indbyggere. og så skal det fortælle om flygtningestrømme i dag, hvor der aldrig har været flere flygtninge i verden,

- Det er et skulderklap til Varde Museum, at de har kunnet overbevise Tyskland om, at de kan udføre denne dobbelte opgave, altså at museet også kan bruges til kurser og konferencer i en aktuel sammenhæng, forklarer Siegfried Matlok.

- Når det officielle Tyskland giver løfte om penge, så vil det helt sikkert animere flere til at bidrage, slutter den tidligere redaktør.