Nyt navn: Medarbejderne foretrækker Ambulance Syd

Mandag skal navnet til Region Syddanmarks nye ambulancetjeneste vedtages af regionspolitikerne - og det ser ud til at blive Ambulance Syd.

En afstemning blandt medarbejderne viser, at Ambulance Syd er det mest populære navn til ambulancetjenesten i Sydjylland. Det bekræfter Carsten Bruun, der er pressemedarbejder ved Region Syddanmark overfor TV SYD.

49,3 procent af medarbejderne deltog i afstemningen, og her var Ambulance Syd det mest populære navn med 46,3% af stemmerne.

Syddansk Ambulance og Syddansk Ambulanceservice, der var de to andre alternativer, fik henholdsvis 37,5% og 16,2% af stemmerne.

 

Skal vedtages i morgen

Formelt set skal navnet vedtages af regionspolitikerne i morgen, men Thyge Nielsen (V), der er formand for Præhospitalsudvalget, ser ingen grund til ikke at vedtage navnet.

- Det er et navn, som jeg har planer om at bakke op om. Jeg kan slet ikke forestille mig, at der skulle være en grund til ikke at vedtage det, siger Thyge Nielsen til TV SYD.

Også Stephanie Lose (V), vil også bakke op om navnet.

- Man sender ikke noget til afstemning, hvis man ikke vil følge resultatet, så det regner jeg med at bakke op om, siger Stephanie Lose til TV SYD.

Borgerne i Region Syddanmark bliver betjent af et to-strenget ambulancesystem. Det Falck-ejede Responce står for ambulancerne i Vejle, Kolding, Fredericia og dele af Vestfyn, mens regionens egen ambulancetjeneste betjener den øvrige del af Region Syddanmark.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.