Mors dag er langt mere travl end Valentinsdag

Blomsterhandlerne fejrer i dag kærligheden på Valentinsdag. Men mors dag er fortsat deres største handelsdag.

De danske mødre kan godt være glade. For mors dag er en lang større handelsdag hos de danske blomsterhandlere end Valentinsdag.

Selvom blomsterhandlerne er lykkedes med at udbrede budskabet om Valentinsdag, så når den ikke op på niveau med mors dag. På mors dag køber både børn og fædre blomster til mor. Valentinsdag er indtil videre mere for de unge, der har taget den amerikanske tradition til sig.

- Valentinsdag er slet ikke lige så god som mors dag. Mors dag er der altid rigtig travlt, så det er slet ikke sammenligneligt, siger blomsterbinder Benita Fristrup fra Blomsterhuset i Aabenraa til TV SYD.

Hun mener, at salget i år formentlig er påvirket af vinterferien.

- Lige i dag har vi ikke haft så travlt. Valentinsdag falder på en skidt dag i år. I år er folk lige begyndt på vinterferien, i modsætning til sidste år, hvor Valentinsdag lå i den sidste weekend i ferien, forklarer Benita Fristrup.

Blomsterhandlerne har haft travlt, men ikke ekstraordinært. Til gengæld er der andre brancher, der nyder godt af Valentinsdag. På mange restauranter er man ikke vant til at have udsolgt på en søndag aften. Men det hjælper Valentinsdag med.